Børn med etnisk minoritetsbaggrund deltager ikke så meget i foreningernes fritidstilbud, som etnisk danske børn. Derfor har Dansk Flygtningehjælp oprettet de såkaldte foreningsguider, som hjælper børnene i gang.
Som frivillig foreningsguide kan du være med til at skabe kontakt mellem børn og unge, foreninger og børnenes forældre. Man oplyser blandt andet forældrene om muligheder og tilbud og tilbyder praktisk støtte, f.eks. ved at følge barnet hen i foreningen. De fleste foreningsguider findes i Københavnsområdet.
Som mine egne børn
”I virkeligheden er det jo ikke anderledes end med ens egne børn,” fortæller Ruth Jensen, som er frivillig foreningsguide i Lyngby. ”De har også haft brug for et skub til at komme i gang og brug for hjælp til at finde en fritidsaktivitet, som interesserer dem. Forskellen er bare, at her gør man det, fordi mange børnenes forældre ikke kender mulighederne til foreningslivet og ofte ikke selv er vant til at dyrke fritidsaktiviteter.”
Vil du være foreningsguide?
Hvis du har lyst til at blive foreningsguide i Dansk Flygtningehjælp, er du velkommen til at kontakte din
regionale konsulent. Du kan også
tilmelde dig direkte her på siden. Så kontakter vi dig. Vær opmærksom på, at der primært er foreningsguider i Københavnsområdet
Sådan kan du støtte børn og unge i fritidslivet
- Samarbejde med skoler, boligsociale medarbejdere og andre lokale aktører
- Lokaliser foreningerne i lokalområdet
- Undersøg muligheder for økonomisk støtte til medlemskontigenter og udstyr, for eksempel hos kommunen.
- Stå for det praktiske omkring indmeldelse og kontakt til foreningen
- Inddrag forældrene fra starten og informer dem løbende
- Ledsag børn frem og tilbage og tag med til aktiviteten, hvis der er behov for det
- Følg løbende op på, hvordan det går
- Vær åben overfor, at det ikke altid lykkes at finde frem til det rigtige fritidstilbud første gang.






