Nadia på otte år går i 2. klasse og kunne godt tænke sig at lære at svømme. Hendes storesøster har haft svømning i skolen, men der er endnu to år til, at Nadia selv får svømmeundervisning. Gennem sin skole får Nadia kontakt til Susanne, der er frivillig guide og derfor kan hjælpe Nadia med at starte til svømning. Over telefonen foreslår Susanne, at hun og Nadias familie starter med at mødes, så de kan tale sammen om de ønsker, familien måtte have til en idrætsforening.

Usikkerheden forsvinder
Hjemme hos Nadias familie bliver Susanne budt på te, men først bliver hun vist rundt i hele lejligheden af fire ivrige børn, Nadia, hendes ældre søster og de to yngre tvillingebrødre. Før besøget var Susanne lidt usikker på, hvad hun kunne forvente sig af mødet med familien, fordi hun forestillede sig, at hun måske kunne støde på skikke, hun ikke var vant til og ikke vidste, hvordan hun skulle håndtere. Men nu hvor hun er midt i det, er hendes usikkerhed forsvundet, fordi den dagligdagsstemning, åbenhed og gæstfrihed hun møder,  får hende til at føle sig helt hjemme.

Tolkning
Da Nadias far ikke kan være tilstede, og Nadias mor kun snakker ganske lidt dansk, er Nadias morbror på besøg for at oversætte og forklare. Derudover er børnene også glimrende oversættere. Familien fortæller om deres rødder i Syrien, om hvordan forældrene kom til Danmark, og børnene fortæller vidt og bredt om, hvad de laver, når de ikke er i skole. Det viser sig, at begge piger gerne vil gå til svømning sammen, og at det dertil er vigtigt for familien, at den yngste kan følges med sin søster.

Til svømning sammen
Foreningen skal helst ligge i en overkommelig afstand fra familiens hjem, så pigerne selv kan gå til og fra svømning. Pigerne er henholdsvis otte og tolv år, så det store spørgsmål er, om de kan gå sammen, for Nadias søster kan jo allerede svømme. Mødet ender med en aftale om, at Susanne tager kontakt igen, så snart hun har undersøgt mulighederne i nærområdet.

På jagt efter en forening
Susanne har skaffet sig en oversigt over idrætsforeninger, som er hendes udgangspunkt for en søgning på internettet efter foreninger i området. På grund af alders- og erfaringsforskellen mellem de to piger lykkes det ikke at finde et svømmehold, hvor de kan gå sammen. Til gengæld finder Susanne en forening i gåafstand fra familiens hjem, hvor de hold, som passer hver af pigerne, ligger umiddelbart efter hinanden. Det betyder, at de har mulighed for at følges ad, men at de også må vente på hinanden.

Kontakt til svømmetræneren
Foreningens telefontid er kun én gang om ugen, og der går to uger, før Susanne får kontakt til dem. Det er heldigvis en lille forening uden lange ventelister, så der er uden videre plads til Nadia. Derimod bliver Susanne henvist til træneren, som vil kunne oplyse, om der er plads på det letøvede hold, som Nadias søster skal gå på. Susanne får kontakt til træneren med det samme, og hun ånder lettet op, da hun får at vide, at der er plads på holdet.

Fortæller som sit arbejde
Susanne forklarer træneren, hvorfor hun er guide for familien, og hvordan hun arbejder, og træneren fortæller lidt om, hvordan foreningen fungerer. Endelig kan Susanne ringe tilbage til familien og fortælle alle detaljerne om svømmeforeningen. Nadias storesøster tager imod besked og oversætter til børnenes mor. De aftaler, at Susanne, børnene og Nadias mor mødes hjemme hos familien og tager af sted til svømning i samlet flok den første gang.

På besøg i svømmehallen
Ovre i svømmehallen tager Susanne pigerne ved hånden og forklarer dem, hvordan tingene fungerer i omklædningsrummet, og inde i hallen bliver de modtaget af træneren. Nadia, som skal have den første svømmetime, får svømmevinger på og tumler glad i vandet. Senere skal Nadias søster
svømme, og hun bliver også bedt om at tage svømmevinger på, hvilket hun protesterer lidt over, for hun kan jo allerede svømme. Men træneren forklarer, at man altid lige skal starte med at se, hvor meget en ny svømmer kan, og hun er stolt, da hun hurtigt får at vide, at hun gerne må tage dem af igen.

Til svømning
Før de tager hjem, får de en brochure af træneren, som forklarer, at pigerne bare kan melde sig ind, når de har prøvet det et par gange. Pigerne er vilde med svømningen og vil gerne fortsætte. Susanne aftaler med dem, at de næste gang skal mødes i svømmehallen, og hvis de stadig synes, at det er ligeså sjovt, vil Susanne følges med dem hjem og hjælpe med at melde dem ind i foreningen.

Indmeldt i foreningen
Ugen efter kaster pigerne sig igen ufortrødent i vandet, og de er slet ikke i tvivl om, at de gerne vil meldes ind. Så det bliver de. Indmeldelsen skal foregå over internettet, men familien har ingen computer, så de tager hjem til Nadias morbror og låner hans computer. Susanne og morbroren hjælpes ad med at melde pigerne ind, mens Nadias mor ser til.

Til middag hos familien
Det er en rigtig god ting, at morbroren er der, for så vil han bl.a. kunne hjælpe til, hvis pigerne gerne vil meldes ind det efterfølgende år, hvor Susanne ikke vil være der til at hjælpe. Men aftenen er ikke slut, for Susanne er blevet inviteret til middag hjemme hos familien, og her afslører Nadias syvårige tvillingebrødre, at de godt kunne tænke sig at gå til fodbold. Måske kan Susanne hjælpe til med at finde en klub?