Hvor meget skal man rette? Og er der en særlig metode, jeg skal bruge, når jeg læser lektier med voksne flygtninge og indvandrere? Vi har samlet en række erfaringer fra andre lektiehjælpere på området, som vi håber, du kan drage nytte af.
Når du retter
Vurder hvor meget og i hvilke tilfælde du skal rette. Du kan evt. aftale med brugeren, hvornår. Undgå at afbryde for at rette, hvis du forstår hensigten med det, der bliver sagt. Vælg evt. et bestemte område af sprogbrugen, som du retter. Det kan være verbernes bøjning i datid. Brugerne skal lære at tale funktionelt og forståeligt dansk. Det perfekte er ikke målet.
Tag udgangspunkt i brugerens modersmål
Find ud af hvordan brugernes modersmål fungerer grammatisk. Hvordan er ordstillingen i spørgende sætninger? Hvordan bøjer man navneordene i tal og køn? Hvad med verberne? Snak med brugerne om, hvordan dansk adskiller sig fra deres modersmål.
Brug sprogskolens metode
Den metode sprogskolen underviser i, farver ofte brugernes syn på, hvordan man lærer dansk. Det kan godt skabe forvirring, hvis du tager udgangspunkt (måske uden at være bevidst om det) i nogle andre metoder, og derved går på tværs af sprogskolen. Få brugerne til at fortælle, hvordan de arbejder med stoffet i skolen.
Hvor meget udenomssnak?
Vær opmærksom på, at I måske har forskellige forventninger til lektiehjælpen i forhold til hvor meget ’udenomssnak’ der skal være.
Tal meget enkelt
Det hjælper ikke at tale langsomt, hvis du samtidig anvender lange, sværeord. Tal i korte sætninger.
Fortæl om dig selv og få brugerne til at fortælle
Det giver både en større tryghed og en fornemmelse af, hvor de er i deres dansksproglige udvikling. Brug dit kropssprog med tegn og fagter hvis det er nødvendigt. Sæt dig selv i spil, spørg om deres liv og familie, også selvom du kun skal læse lektier med dem. Skab et tillidsforhold. Bl.a. ved at kunne udtale deres navn rigtigt.
Ros brugerne
Der er altid noget at rose, og det giver selvtillid, hvilket giver større motivation og bedre læring. Brugerne kan ofte mere end de selv tror, og bliver meget glade, når det går op for dem.
Send dine ideer til os
har du andre ideer til, hvordan man griber lektiehjælp med voskne an, må du meget gerne beskrive dem kort i en mail og sende dem til frivillignet@drc.dk




