Meget er stadig nyt
Efter nogle uger begynder det allerede at blive hverdag for de nyankomne FN-flygtninge. De fleste er startet i sprogskole og aktivering, og børnene er kommet i daginstitution eller skole. Men der er stadig meget nyt at forholde sig til for flygtningene, og de frivillige er måske den eneste livline til det omgivende samfund.
Kig forbi et par gange om ugen
Allerede kort tid efter ankomsten holder kommunens eller Flygtningehjælpens medarbejder op med at komme på besøg i hjemmet. Ligesom alle andre, der modtager start- eller kontanthjælp, kommer flygtningene til opfølgningssamtaler hver 3. måned hos deres sagsbehandler men er ellers overladt til sig selv. Så kan flygtningene tit føler sig ladt i stikken. Det er en god idé at de frivillige kigger ind på korte besøg et par gange om ugen, for så når små problemer ikke at vokse sig store.
Kommunikation med skoler
Skoler og daginstitutioner er bygget op omkring et samarbejde mellem forældre og lærere eller personale.Det betyder bl.a., at institutionen eller skolen forventer, at forældrene holder sig orienteret om fællesarrangementer og deres børns hverdag ved at læse beskeder og selv give besked, når noget er anderledes end normalt. For nyankomne FN-flygtninge er det ikke en selvfølge at få ‘fredagssedler’, at krydse af, hvornår men bedst kan komme til skole-hjemsamtale og at huske at give barnet 25 kr. med til klassekassen. De frivillige kan hjælpe med at læse beskederne og sørge for, at forældrene reagerer på dem. Som frivillig kan man også tilbyde at gå med til forældremøder eller arrangementer i skole eller daginstitution. Det er en stor overvindelse for en flygtning at møde op den første gang, når man ikke forstår sproget og ikke kender de andre forældre.




