Som regel er der løbende brug for at rekruttere nye frivillige til jeres frivilliggruppe. Nedenfor kan I hente et par ideer
Hvem vil I rekruttere?
Når I vil rekruttere nye frivillige, er det vigtigt, at I overvejer, hvilke nye kræfter der er brug for. Er det lektiehjælpere? Mentorer? Eller måske organisatoriske kræfter til frivilliggruppens interne arbejde? På baggrund af den viden kan i rekruttere så præcist som muligt.
Hvad skal de lave?
Nye frivillige vil meget gerne vide præcist, hvad de skal lave, og hvor mange timer om ugen. Vær derfor meget specifik i forhold til at beskrive den konkrete opgave timeforbrug.
Rekrutteringskanaler
1. Netværk
Det mest oplagte er at rekruttere gennem netværk. Spørg venner, familie kollegaer osv. og spørg deres venner, kollegaer familier osv.
2. Avisannoncering – annonce, pressemeddelelse
Er dyrt og resulterer ikke nødvendigvis mange nye frivillige. Men det kan være en udvej, hvis alle andre er opbrugt. Skriv en ultrakort og præcis tekst om, hvad I søger og send den tilden lokale avis.
Hvis I annoncerer i en avis, er det en god idé at forsøge at få en historie om frivilliggruppen ed i samme avis. Det kan i gøre ved at skrive en pessemeddelelse og sende den til avisen. Måske har I held med at få et godt forhold til en journalist ved avisen, som løbende interesserer sig for jeres arbejde. Hvis det er tilfældet, er det vigtigt løbende at fodre journalisten med historier om det frivillige arbejde, I laver.
3. Lokal Radio – pressemeddelelse
Rigtigt mange mennesker landet over lytter til lokalradio/ser lokal TV. Annonceringen kan sagtens stå alene, men den får en langt større effekt, hvis en journalist på radioen kan kontakte en af de frivillige, som fortæller om, hvad I søger frivillige til.
4. Netannoncering – www.frivilligjob.dk
Her er mulighed for, at annonce efter frivillige med helt specifikke kompetencer. Sørg for at beskrive jobbet meget konkret.
5. Oplæg
Tag ud og fortæl om jeres arbejde på uddannelsesinstitutioner, virksomheder, hos private fonde som for eksempel Lions Club, Rotary. Mund-til-mund-metoden er noget af det, der giver allerflest frivillige. Tænk på, at den frivillige, som holder oplæg, meget gerne må matche den målgruppe, som I holder oplæg for.
6. Opslag – plakat, flyers
Det er altid en god ide at producere små plakater, foldere, flyers m.m. og få disse placeret strategisk rigtige steder. Omkostninger til produktionen er efterhånden små, da alt på det nærmeste kan laves på en hjemme-PC. Overvej, hvor jeres nye frivillige færdes. Som eksempel vil det være oplagt at søge efter lektiehjælpere på lærer- og pædagogseminarier. Der er ikke nogle skudsikre retningslinier for opslag og uddeling af flyers, da lokale forhold er meget forskellige eksempelvis på landet - i byen.
7. Happenings i lokalområdet
Det er altid en god ide at være synlig i det lokale samfund. På den måde vil befolkningen være opmærksom på frivilliggruppens arbejde. Rekruttering i forbindelse med torvedage, lang lørdag, kulturnatsarrangementer m.m. er gode. Reklamer for indsatsen, f.eks. ved at etablere en bod, hvor der bliver informeret om udfordringer og behov for den frivillige indsats og ad den vej hverve frivillige.





