”Venskab mindsker spændinger”

Shyma og Israa har påtaget sig et større ansvar end de fleste piger på deres alder. Men netop det har ført dem sammen.
 
 

15.08.2017

"Hvad er det normale niveau for en persons blodtryk?" spørger Mohammed Dandal.

"90 over 60" svarer en elev.

Dandal er ved at undervise 10 teenagepiger i førstehjælp og basal sygepleje. Han viser dem, hvordan man bruger en blodtryksmåler, og pigerne skribler ned på deres notesblokke. Selvom vi er midt i julimåned og skolerne er lukket, har denne gruppe studerende valgt at tilbringe sommeren på skolebænken i Dansk Flygtningehjælps nyåbnede lokalcenter i Machta Hammoud, en landsby i det nordlige Libanon tæt på grænsen til Syrien.

Blandt eleverne er Israa Dandal og Shyma Oayed, der begge er 17 år gamle. Shyma er fra Syrien, men flygtede til Libanon for fem år siden. Israa er libanesisk og født og opvokset i området. Allerede på kursets første dag fandt de to piger dog ud af, at deres nationalitet måske er det eneste, de ikke har til fælles.

"Vi mødtes her i centeret. Da Israa fortalte klassen, at hendes far er syg, fortalte jeg hende, at min mor også har meget dårligt helbred," fortæller Shyma.

Israa tilføjer: "Fra den første dag følte vi, at vi var meget ens. Det faktum, at vi begge passer vores meget syge forældre, bragte os tættere på hinanden. Vi har samme frygt og bekymringer. Hver dag, når vi ser hinanden på bussen på vej herhen, taler vi om vores forældres tilstand."

Fra en tidlig alder har begge piger været nødt til at tage sig af deres forældre. Shymas mor har knogleskørhed, som også har påvirket hendes syn. Kort efter konflikten brød ud i 2011 besluttede hendes forældre derfor at forlade Syrien.

"I tilfælde af, at min mors situation forværredes, ville hun ikke kunne komme på hospitalet på grund af skududvekslinger," siger hun.


Shyma 17_BB
Efter Shyma Oayed flygtede fra Syrien til Libanon, gik der tre år, før hun igen kom i skole. Hun frygtede, det ville få konsekvenser for hendes uddannelse. FOTO: Sebastian Rich / Dansk Flygtningehjælp 

Shyma, der dengang blot var 11 år gammel, ønskede ikke at forlade sin skole og venner og fik lov at blive tilbage sammen med sine bedsteforældre. Et år senere var konflikten i området dog så voldsom, at også de blev tvunget til at flygte.

"Det var meget svært at forlade mit land. Jeg efterlod alt, da jeg tog til Libanon," siger Shyma og forklarer, at det værste var at forlade skolen.

Først efter tre år kunne hun fortsætte sin skolegang i Libanon. På det tidspunkt havde hun næsten opgivet håbet om nogensinde at få sig en uddannelse. Nu gør hun alt, hvad hun kan, for at forfølge sin barndomsdrøm om at blive sygeplejerske.

"Sygeplejersker er vigtige i folks liv. For mig er det en humanitær mission," siger hun.

Israa nikker ivrigt. Hun ønsker også at blive sygeplejerske, og begge piger er taknemmelige for at lære, hvordan de yder akut førstehjælp og bedst kan passe deres forældre.

Israa - Lebanese _BB (2)Israa Dandal passer sin syge far og drømmer om at blive sygeplejerske. FOTO: Sebastian Rich / Dansk Flygtningehjælp


"Ved at tage os af vores forældre påtager vi et stort ansvar i en ung alder," siger Israa: "Nu er vi i stand til at måle blodtryk og temperatur. Vores forældre tog sig af os, da vi var små - nu er det vores tur at hjælpe dem."

For pigerne er undervisningen dels afgørende for at kunne yde den pleje, deres forældre kræver, men også for at komme nærmere deres fremtidige karrieredrømme. Derudover har undervisningen på centeret også haft en tredje styrke – det var nemlig her de mødte hinanden og blev venner. Og det på trods af at spændingerne stiger mellem den store gruppe af flygtninge fra Syrien og lokalbefolkningen.

I løbet af de seneste seks år er Libanon det land i Mellemøsten, der har taget imod det største antal syriske flygtninge i forhold til landets størrelse. Blandt befolkningen er mere end én ud af fem i dag flygtning. Og de områder, der grænser op til Syrien, har taget imod størstedelen – på trods af at de, allerede inden krigen i nabolandet brød ud, var landets fattigste. Det har presset disse områder til bristepunktet. Når Syrere, der desperate leder efter måder at brødføde deres familier, er villige til at arbejde for en ringere løn end de lokale, skaber det voksende frustrationer i de libanesiske lokalsamfund.

Hverken Shyma eller Israa er døve for de frustrationer, der ofte kommer til udtryk gennem rygter og fjendtlighed om hinanden blandt både flygtningene og værtssamfundet, men for dem er det vigtigt, ikke at lade det påvirke deres venskab.

"Vi er venner - vi er ligeglad med disse rygter og fordomme," siger Israa, der mener, at de har opdaget den bedste måde at skabe forsoning og forebygge konflikt: "Venskab mellem libanesere og syrere mindsker spændingerne. Når begge sider lærer hinanden at kende, så overvinder det de negative forestillinger om hinanden."

 

Dansk Flygtningehjælps lokalcentre

DRC har aktiviteter i 30 centre i MENA regionen. I Libanon drives to af dem ved hjælp af støtte fra Ole Kirk’s Fond – det gælder blandt andet centeret i Machta Hammoud.

I vores lokalcentre kan både syriske flygtninge og medlemmer af lokalsamfundet modtage hjælp og assistance. Centrene tilbyder trygge rammer for især børn og kvinder, og aktiviteterne beror på ønsker fra brugerne og inkluderer ofte kurser og jobtræning, hvilket er afgørende for at sikre integrationen af ​​de fordrevne i værtssamfundene og fredelig sameksistens i lokalområdet.

Machta Hammoud ligger i det nordlige Libanon, der er landets fattigste region.  Den store tilstrømning af syriske flygtninge har derfor presset den lokale økonomi, og både flygtninge og værtsbefolkningen kæmper for at få dækket vitale behov som sundhedspleje, husly og mad. Presset på værtssamfundet skaber i stigende grad spændinger. For at støtte de områder, der har taget imod langt de fleste syriske flygtninge, støtter Dansk Flygtningehjælp de mest sårbare familier blandt både flygtninge og den lokale værtsbefolkning.