Lola Jensen giver gode råd: Sådan taler du med dit barn om mennesker på flugt

Lola Jensen er hele Danmarks familievejleder og ekspert i, hvordan vi taler med vores børn på en god måde. Hun er desuden meget engageret i flygtningesagen og har i januar 2020 været med os ude at rejse til Kenya og mødt og talt med mennesker på flugt. Privat har hun 3 børn og 7 børnebørn.

Hvorfor bør jeg tale med mine børn om mennesker på flugt?

Det skal man, fordi det er vigtigt, at børn lærer at forstå hele verdens virkelighed. Det er rigtig vigtigt at vide, at der er andre end mig og min og mit. Hvis man forestiller sig hele livsforståelsen og alt, hvad du skal lære som et stort puslespil, så bør man nå rundt om alle brikkerne, inden børnene rammer puberteten. Nogle brikker er store, og nogle er små. Og deri er der også nogle brikker, der bør gå til folk ude i verden. Hvis man ikke når hele vejen rundt, så er der huller i puslespillet, hvilket kan give børnene et mindre puslespil til fremtiden.

Hvilken alder bør mine børn have, før jeg taler med dem om flygtninge?

Man behøver ikke at tale med børn om emnerne, før de selv nærmer sig en tanke omkring de enkelte emner. Jeg synes, at man bør skærme dem fra virkeligheden, indtil man ikke kan komme udenom at dele den med dem. Og det er jo typisk, hvis de hører om det i skolen, eller selv kan læse spisesedlerne uden for butikken.

Hvornår og hvordan børnene så skal præsenteres for store emner, som at nogle mennesker er på flugt, afhænger selvfølgelig også af enkelte barns modenhed, sårbarhed og følsomhed, og det skal man naturligvis tage højde for. Børn er ekstremt forskellige. Men alle børn bør høre det på et tidspunkt. Man bør ikke skåne sit barn fuldstændigt ved at holde en væsentlig del af virkeligheden udenfor deres viden.  De skal bare have det i små doser og på den rigtige måde.

De fleste børn skal nok forbi 6-7års alderen, hvor de ofte bliver meget optagede af det eksistentielle: Man kan dø, man kan blive skilt, man kan blive syg. Lige her kan det blive meget stort for dem, at få emner om sult, flugt, krig, klimakatastrofer oveni. Fra børnene rammer 8-9 års alderen og frem mod puberteten er  det tiden, hvor de fleste børn magter at rumme de ekstra puslebrikker som blandt andet om mennesker på flugt og grundene hertil. Det er den alder, hvor de ofte af sig selv giver deres legetøj væk og selv tømmer sparebøssen for at hjælpe, hvis de hører om folk i nød.

Hvor meget skal børn vide?

Man behøver ikke fortælle små børn brutale detaljer om overgreb og voldtægter, som vi andre næsten heller ikke kan have. Det er ikke nødvendigt, slet ikke nødvendigt.

Fortæl i stedet om mennesker, der har så lidt, men som der også skal så lidt til at hjælpe. Vi skal hjælpe vores børn med at bevare troen, håbet, optimismen. Det gælder om at finde den gode midte, og det bedste, vi kan give børnene er, at ”hvis du gør en forskel for de her børn, så vil de kunne mærke det”. ”Jamen hvad kan jeg gøre?” ”Du kan følges med mig ved en landsindsamling” for eksempel ”eller vi kan aflevere det tøj du ikke kan passe mere til en genbrugsbutik”.

Hvordan taler vi om det på en god og tryg måde?

Det er vigtigt, at det kommer i små portioner i stedet for, at man lige pludselig skal tage hele den store snak om flugt og krig på én gang. Det er for voldsomt.

En anden god ting er at tage udgangspunkt i konkrete situationer fra hverdagen. For eksempel når man står og laver mad, kan man sige: ”Nu når jeg står med de her ris. Tænk engang, at der nogen, der hver aften kun får så lidt ris, og denne her portion skal række til en hel familie.” Det er sådan noget, man kan forholde sig til som barn: Tøj, mad, legetøj. Konkrete fortællinger er rigtig gode til børn.

Husk at dele de gode nyheder og løsninger. Når du læser i avisen, at nogen har opfundet noget til at rense vandet et sted, så del den gode nyhed med dine børn.

Og så er det vigtigt at udstråle ro og sikkerhed i sit kropssprog. Børnene afkoder lynhurtigt, hvis man selv er forskrækket eller påvirket. Det er også okay ikke at svare i nuet og ikke have et svar på alt. Det er tilladt at sige ”Det er godt nok et fint spørgsmål, du kommer med der. Det vil jeg gerne lige have lov til at tænke over indtil i aften”. Man kan faktisk virke enormt sikker, når man svarer ”det ved jeg faktisk ikke” eller ”det forstår jeg heller ikke”.

Hvordan svarer man på de svære spørgsmål om krig, terror og død?

Her er kunsten at lade være med at svare på mere end det, børnene spørger om. Det sker for mange forældre, at de kommer til at give nogle lange svar, som er mere end barnet spurgte om eller kan rumme.

Et eksempel kunne være, at man svarer: ”Ja, det er rigtigt. Det er forfærdeligt, at der er nogle mennesker, der kan være så onde.” Det får måske barnet til bagefter at spørge: ”Jamen kan det også ske i vores land”?

Og her er det godt med et svar, der lægger sig lidt i midten, så man hverken siger: ”Nej det kan ikke ske”, for det kan det, og man bør være ærlig. Men at man heller ikke siger: ”Ja, det kan godt ske, det er derfor jeg siger, at du skal passe på, hvis der står en taske et sted”, for det svar bliver alt for meget for barnet. I stedet bør svaret ligge i midten og gerne lidt neutraliseret som f.eks.: ”Vi er så heldige, at der er et dygtigt politi i vores land, som passer rigtig godt på os.”. Derved lander svaret ikke i en ekstrem yderpol men håndterligt lige i midten, der er hverken sagt det ene eller det andet.

Hvad nu, hvis mit barn alligevel bliver bange eller ked af det?

Så er det blot at trøste og trøste og atter trøste. Der bør ikke være en masse unødig og ekstra lang og støjende snak med barnet, som en del forældre gør i dag. I stedet er det blot at sige: ”Jeg sidder her og krammer dig lidt. Det er okay, at du tænker sådan. Så er det godt, at alle passer godt på hinanden. Jeg passer på dig lige nu.”

Man skal ikke blive nervøs over, at barnet kan blive lidt ked af det. Børn kan godt tåle små kriser, det gør dem robuste. Og det er jo en krise at mærke, at nogen mennesker ikke har det godt. Men det kan man altså også blive stærk af og samtidig få et hjælpsomt sind.