Kommentar til Syrien-konference i Bruxelles

I en kommentar til Syrien-konferencen afholdt i Bruxelles d. 30. juni, 2020, arrangeret af EU – i samarbejde med FN, siger DRC Dansk Flygtningehjælps generalsekretær, Charlotte Slente:
 
 

30.06.2020

”Vi er glade for de løfter og de bestræbelser, der er givet i dag på konferencen for at gøre noget ved en af de mest langvarige og komplekse humanitære kriser i verden – nemlig den syriske. Samtidig er det værd at rose arrangørerne for at inkludere syriske civilsamfundsaktører i konferencen. Det er vigtigt, at syriske stemmer står forrest og reelt bliver hørt, når beslutninger om landets fremtid træffes, så de kan være i stand til at bestemme over deres egen fremtid, bidrage til at genopbygge deres land, hvilket kan føre til et mere sikkert og værdigt liv for den enkelte syrer.

Samtidig er landene i nærområderne fortsat ansvarlige for millioner af flygtninge og dermed med til at redde disse menneskers liv. De lande har i nu alt for mange år været udsat for en stor belastning på deres lokalsamfund og infrastruktur, forstærket af økonomiske kriser og de seneste måneder, COVID-19, samt hvad det fører med sig af risici, restriktioner og økonomiske følgevirkninger. Mens vi bifalder engagementet og de økonomiske løfter, der blev givet på dagens konference til at hjælpe disse lande, ville vi gerne se flere forpligtelser til også at tage imod kvoteflygtninge fra nærområderne. En reel ansvarsfordeling sammen med langsigtet og mere finansiering til nærområderne er afgørende for at støtte de værtslande, forbedre beskyttelsen og bistanden til flygtninge og dermed sikre, at deres rettigheder bliver overholdt. Vi vil også gerne gentage vigtigheden af, at europæiske regeringer sikrer en konsekvent, rettidig og gennemsigtig anvendelse af de humanitære undtagelser fra bankernes side til overførelser af humanitær bistand, så vi er i stand til at hjælpe de 11,7 millioner mennesker, der har behov i Syrien.

Syrien-konflikten har stået på alt for længe og forårsager enorme lidelser for alt for mange mennesker. Økonomisk støtte og humanitær bistand er imidlertid ikke nok til at gøre noget ved omfanget af de humanitære behov i Syrien og nabolandene. Regeringer og det internationale samfund er nødt til at tage konkrete skridt for at leve op til de forpligtelser, de har indgået i dag. Det handler om at udvise solidaritet med de lande, der huser millioner af flygtninge ved at leve op til tre internationalt anerkendte varige løsninger, herunder at tage imod flere kvoteflygtninge; og samtidig vil vi gerne understrege, at kun en bæredygtig politisk løsning i tråd med FN-resolutionen om Syrien kan stoppe denne konflikt.

Vi kan og skal gøre mere for at sikre, at Syriens situation bliver løst en gang for alle.”