En gratis dag i middelalderen

09.06.10

 

TrygFonden og Esrum Kloster & Møllegård er gået sammen om at invitere 5.000 børn, unge og voksne med tilknytning til Børnehjælpsdagen, Dansk Flygtningehjælp Dansk Røde Kors og Red Barnet på en fantastisk og magisk oplevelse ved årets Riddermarked i Esrum. Og bedst af det hele – DET ER GRATIS

Netop nu strømmer invitationerne ud fra fire af landets humanitære hjælpeorganisationer med tilbud om et gratis familiebesøg på årets stort anlagte Riddermarked i Esrum. Riddermarkedet er Nordsjællands største familieevent, som gennem de sidste seks år har tiltrukket mange tusind gæster hvert år. Sidste år lagde 14.000 vejen forbi.

Besøg i en levende middelalder
” Riddermarkedet er en fantastisk mulighed for at formidle kulturhistorien og middelalderen på en sjov. levende og lærerig måde”, udtaler direktør for Esrum Kloster & Møllegård, Thomas Thulstrup” Det er en eventyrlig blanding af professionelle optrædener som ridderturnering, falkeopvisning, våbendyste, musik og gøgl. I Ridder- og prinsesseskolen kan børnene sideløbende prøve kræfter med middelalderen og udforske aspekter af både ridderlivet og middelalderens samfund og dagligdag for til sidst at blive kåret til Ridder eller Prinsesse af Esrum.

Fredag den 18. juni inviteres der, for første gang, til en særlig dag for udvalgte grupper i forbindelse med Riddermarkedet. I alt 5.000 invitationer er sendt ud via Børnehjælpsdagen, Dansk Flygtningehjælp, Dansk Røde Kors og Red Barnet. Blandt de inviterede er pårørende til indsatte, familier i krisecentre, anbragte børn, børnefamilier på asylcentre og mange flere.

Historien tilhører os alle
” Med dette tiltag håber vi på, at nå mennesker, man ellers kan have svært ved at nå i den kulturelle verden. En gruppe af børn, unge og voksne, hvor virkeligheden for mange desværre er, at de ikke har ressourcer til at udnytte et kulturtilbud som dette. Jeg ser vores Riddermarked som en mulighed for at styrke bl.a. familiers sammenhold, trivsel og integration”, slutter Thomas Thulstrup.

I Dansk Røde Kors ser man også tilbuddet fra Esrum Kloster som et rigtigt godt supplement til det sociale arbejde, Røde Kors udfører blandt sårbare unge: ”Der er stadig flere familier i Danmark, der ikke har råd til at sende deres børn på ferie eller betale for en udflugt. I forhold til nogle af disse børn – som Røde Kors arbejder målrettet på at nå og hjælpe gennem vores frivillige – er tilbuddet om en dag på Riddermarked en oplagt mulighed”, siger Steffen Møller Fjordside, der leder det sociale arbejde i Dansk Røde Kors. Han regner med, at mindst et par hundrede børn fra Røde Kors´ aktiviteter vil benytte sig af muligheden. Det drejer sig om børn fra socialt sårbare familier og børn fra Røde Kors´ asylcentre, hvor man også prøver at skabe så meget afveksling som muligt i en ofte svær hverdag.  ”Vi synes, det er et rigtig fint tilbud, Esrum Kloster er kommet med og er glade for den her mulighed”, siger Steffen Møller Fjordside.

Samme begejstring ses hos Børnehjælpsdagen ” Det er rigtig dejligt at vi på Børnehjælpsdagen har fået tilbudt billetter til Riddermarkedet. Vi arbejder for de 15.000 børn og unge i Danmark, som af forskellige årsager er fjernet hjemmefra. Livet uden mor og far er hårdt nok i sig selv, derfor er det en ekstra stor glæde, når vi kan tilbyde dem nogle ekstraordinære oplevelser, som kan krydre hverdagen og gøre det hele lidt mere sjovt.” lyder det fra projektleder Ida Lissau Jacobsen.

Download fribillet til Riddermarked på Esrum Kloster

Læs mere om Riddermarked på Esrum Kloster:

Yderligere information:
Direktør Thomas Thulstrup, Esrum Kloster & Møllegård, tlf.: 4836 0402 mobil 2445 8582
Regionskonsulent: Line Pinstrup, Dansk Flygtningehjælp: 33 73 52 49